Piratkopiering truer mangfoldigheden – ophavsretten truer demokratiet

I en kronik i Politiken i går tordner direktøren for forlaget Rosinante & Co., Tine Smedegaard Andersen, mod piratkopiering og glæder sig over, at ‘danske politikere har forståelse for vigtigheden af at beskytte ophavsretten i den digitale tidsalder ‘ ^[1]. Men de eksisterende foranstaltninger er efter hendes mening ikke vidtrækkende nok. Ophavsret skal på skoleskemaet, så vores børn kan lære at forstå, at kunst har en værdi, og at den ikke er gratis, medmindre kunstneren selv synes, det er en god idé.

Tine Smedegaard Andersen skynder sig at afvise, at hun som forlægger forsøger at fastholde ‘en indbringende ledvogterposition’ på litteraturens område. Men pengene fosser ud af kulturindustrien på grund af piratkopiering, og det er en katastrofe, ikke bare for industrien, men også for kunstnerne, som ikke kan leve af, at folk stjæler deres ting. I sidste ende kommer det til at at gå ud over forbrugerne selv. Et centralt punkt i TSA’s argumentation for at bekæmpe piratkopieringen er risikoen for, at forbrugerne ikke tillægger det, de ikke har betalt for, nogen værdi, og at de derfor vil miste respekten for kunsten.

‘Denne verden, hvor vi fordømmer dem, der bryder ophavsretten, er ligesom i viktoriatiden, hvor alle benægtede, at de masturberede.’

Det er muligt, at TSA personligt ikke er ude i et forretningsmæssigt ærinde, men det klinger en smule hult, så længe man kan opleve, at danske forlag sælger e-bøger med minimale produktionsomkostninger til mindst samme pris som papirudgaverne. Med en så uhyrlig prispolitik kan man i hvert fald være helt sikker på at holde liv i piratkopieringen.

Men spørgsmålet er, om ikke både forlagene og forfatterne (og andre kunstnere) ved at klamre sig til den traditionelle ophavsret samtidig holder kunsten så tæt ind til kroppen, at den ikke kommer den almindelige forbruger til gode, men forbeholdes en elite.

Den canadiske science fiction-forfatter Corey Doctorow har i årevis kæmpet imod ophavsretten og lagt sine egne romaner ud på nettet til fri afbenyttelse og gratis download. Han mener, at det skaber en kultur af kreativitet, som man skal bakke op i stedet for at kriminalisere. Det interessante er, at salget at hans bøger ikke er gået ned, men tværtimod steget, fordi de digitale gratisudgaver har udbredt kendskabet til hans forfatterskab. Han har simpelt hen nået flere læsere, som i mange tilfælde alligevel er endt med at købe papirudgaven af hans bøger. Han har altså ikke lidt noget økonomisk tab. Samtidig har gratisudgaverne fungeret som råmateriale for andre og dannet grundlag for tegneserier, iPhone-apps, oversættelser og blindeskriftudgaver.

Doctorow betragter med andre ord ikke kopierne som krænkelse af hans rettigheder. ‘Jeg kan slet ikke forestille mig at lave kunst i det 21. århundrede, hvis ikke det var meningen, at den skulle kopieres,’ siger han. ‘Hvis folk ikke køber mine bøger i dag, så er det i de fleste tilfælde, fordi de aldrig har hørt om dem, ikke fordi de har fået nogle gratis e-bøger.’

I dokumentarfilmen Rip! A Remix Manifesto, der går ophavsrettens forskellige aspekter efter i sømmene, siger Doctorow: ‘Denne verden, hvor vi fordømmer dem, der bryder ophavsretten, er ligesom i viktoriatiden, hvor alle benægtede, at de masturberede.’ Filmen ligger på YouTube i 9 småbidder, der med lidt tålmodighed kan stykkes sammen til en helhed.

Her argumenterer Doctorow for, at ophavsretten truer demokratiet.

Gratisudgaverne af Corey Doctorows bøger kan blandt andet hentes på Project Gutenberg.

1. Her tænkes på den såkaldte brevmodel, som Kulturministeriets antipiratudvalg har foreslået, og som også kendes fra Storbritannien: Hvis man ulovligt henter musik, film, bøger og computerprogrammer på internettet, får man brev om, at man har krænket ophavsretsloven. Hvis den ulovlige aktivitet fortsætter efter endnu en advarsel, kommer der et retligt efterspil. Forslaget støttes ikke af Forbrugerrådet. ↩