Læsning er overvurderet

»Citater fra bøgernes verden« hedder en bog, jeg har haft stående i reolen i mange år, men som jeg sjældent kigger i. Når det alligevel sker en gang imellem, må jeg som regel stille den tilbage på hylden med mild afsky, for mage til kvalmende læsning skal man lede længe efter. Ærefrygtig og oppustet højtidelighed på én gang eller slet og ret nonsens.

Nu ser jeg til min lettelse, at andre har den samme erfaring med den form for citater. Rick Gekoski, der blogger om bøger i The Guardian, har forsøgt at finde ud af, om der skulle være sagt eller skrevet noget mindeværdigt om at læse bøger, og hvem der i så fald måtte have fundet på det. Han begynder med Maksim Gorkijs ofte citerede udtalelse ‘Alt, som er godt i mig, kan jeg takke bogen for’ og nægter at tage den alvorligt. En snæversynet og sjælsrå bemærkning efter Gekoskis mening. Hvad med hans familie og venner? Er der virkelig ikke kommet noget som helst godt fra dem? ‘Hvis jeg var Gorkijs far, ville jeg stikke ham en på skrinet,’ skriver Gekoski.

Det, vi læser, kan påvirke os afgørende, trænge ind, stimulere og informere os, men ikke altid på den rigtige måde eller på det rigtige tidspunkt, og det er heller ikke altid det rigtige, vi læser om.

Men selvfølgelig genkender man den slags overdrivelser. Man må være lidenskabeligt optaget af et emne for at kunne sige noget så tåbeligt om det. Et forbløffende stort antal bog’elskere’ siger lignende tvivlsomme ting, i det mindste hvis man hiver citaterne ud af sammenhængen, og det gør man. ‘Jeg gør også,’ indrømmer Gekoski og haster videre til Charles Kingsley, som engang har sagt: ‘Med undtagelse af det levende menneske findes der ikke noget mere vidunderligt end en bog.’ Bevar mig vel. Et hvilket som helst levende menneske? En hvilken som helst bog? Er der slet ikke noget, der kan konkurrere? Hvad med blomster? Eller solnedgange? Eller renæssancebygninger? Eller en pastramisandwich med ekstra pickles? Det rene vås, fastslår Gekoski.

Heller ikke Somerset Maugham går fri: ‘At erhverve sig evnen til at læse er det samme som at bygge sig et skjul for næsten alle livets ulyksaligheder.’ Nå ja, næsten. Gad vidst hvilke ulyksaligheder, læsning er et gemmested for og hvilke ikke?

Mere af samme skuffe: ‘Den, der tilintetgør en god bog, dræber selve fornuften’ skal John Milton være ophavsmand til. Hvis man tilintetgør en god bog, er det ganske rigtigt mangel på sund fornuft, men formodentlig findes der andre eksemplarer af bogen, der kan udfylde dens plads. Eller måske mener han det eneste eksisterende eksemplar af en god bog? Men det giver ingen mening.

Sådan kunne man blive ved, og det gør Gekoski både skarpt og humoristisk, før han når frem til konklusionen: man kan argumentere for, at boglig dannelse er en uangribelig kvalitet – selv om man altid kan finde eksempler på det modsatte – men det er lige så sikkert, at læsning ikke nødvendigvis er det. Det, vi læser, kan påvirke os afgørende, trænge ind, stimulere og informere os, men ikke altid på den rigtige måde eller på det rigtige tidspunkt, og det er heller ikke altid det rigtige, vi læser om. En bog er ikke en entydig størrelse.

Gekoski er dog ikke blind for, at hans kritik kan læses som pindehuggeri, men han begrunder sin svada med, at han har mistet tålmodigheden med generaliseringer og højstemt retorik, når det gælder bøger.

Under alle omstændigheder et forfriskende indlæg fra en mand, der om nogen værdsætter bøger. Rick Gekoski driver en eksklusiv forretning i London, der handler med sjældne bøger og manuskripter.