Nej, vel har jeg ej. Jeg har derimod set DR2′s nye litteraturprogram, som i den journalistiske fiksheds navn har fået den forvirrende titel Tekst-TV. Alligevel er den ikke noget helt skævt valg, for den siger noget om, hvor meget vægt, der er lagt på form frem for indhold, og det kan nok være, at den ikke får for lidt med hæsblæsende hold-på-hat-og-briller-tempo, svimmelhedsfremkaldende klipning og dvælen ved så lidt som muligt. Seerne skulle jo nødig komme til at kede sig og ende med at zappe over på en anden kanal.

Det var ikke så lidt, programmet nåede på en halv time, og så alligevel ikke ret meget, når det kom til stykket. Det gamle kælenavn ‘flimmerkasse’ randt mig i hu …

Udsendelsens tema blev introduceret af en endeløs, uhomogen opremsning af bøger, som på den ene eller anden måde har at gøre med ‘at blive forladt’ – fra Euripides’ Medea til Jens Blendstrups Bombaygryde. Herefter blev der stillet skarpt på Ninkas bog Jeg er her endnu om Per Kirkeby, som blev forladt af sin kone efter en blodprop. Men hvor meget litteratur er der lige i en samtalebog? Og hvorfor i alverden vælge en bog, der er fire år gammel, tænker man. Fordi hjerneforskeren/fuskeren Milena Penkowa har et særligt forhold til netop den bog og kunne fortælle en parallel, personlig historie om at blive forladt af sin mand og føle verden styrte i grus. Hendes historie blev med programværten Alberte Clement Meldals assistance minutiøst rekonstrueret midt på Vesterbrogade, og her var det, at ugebladslamperne for alvor begyndte at skære i øjnene. Men stuntet virkede efter hensigten: jeg blev hængende, fordi min nysgerrighed blev vakt. For at det ikke skulle være løgn, blev vi da også trukket med rotteforskeren Penkowa ind i en dyrehandel med rotter, hvor der diskret blev spurgt til hendes egen ‘blodprop’, som hun selv foretrak at bruge metaforen ‘blodstyrtning’ om – uden i øvrigt at komme nærmere ind på det famøse bedrag, der reelt var tale om, og som har gjort hendes navn langtidsholdbart i vores baghoveder. Fra et journalistisk synspunkt er det måske forståeligt nok at falde for kombinationerne blodprop-kendis-skilsmisse og hjerneforsker-kendis-skilsmisse PLUS skandale. Ikke at Penkowa var uinteressant at høre på, men alt i alt forekom det mildt sagt ejendommeligt, at programmet havde valgt hende som hovedattraktion.

Vi var også lige en tur omkring et rip-off af Læseklubben Sundholm – fire ‘almindelige’ læsere, to af hvert køn – der i spredte glimt diskuterede endnu en forladthedsbog, Siri Hustvedts Sommeren uden mænd, inden Jens Blendstrup en smule påklistret nåede at læse et par linjer op af sin Bombaygryde under de afsluttende rulletekster.

Det var med andre ord ikke så lidt, programmet nåede på en halv time, men alligevel ikke ret meget, når det kom til stykket. Det gamle kælenavn ‘flimmerkasse’ randt mig i hu, men trods alt følte jeg mig ganske godt underholdt og endda en smule oplyst. Jeg kunne godt finde på at læse Kirkeby-bogen, hvad der nok ikke var faldet mig ind, hvis jeg ikke havde set programmet. Og faktisk var det helt befriende, at man ikke kastede sig frådende over de nyeste bøger, som med sikkerhed vil blive gennemtygget i alle andre medier.

Selv om det går over stok og sten, er Alberte Clement Meldal en moderne, sober vært, der ikke skaber sig mere end højst nødvendigt, men tværtimod hviler i sig selv. Derudover klæder hun skærmen i betragtelig grad og virker, som om hun har et forhold til stoffet, så mon ikke jeg også er på næste gang.

Nå ja, så er der lige sendetidspunktet. Det er kl. 23 søndag aften på bekvem afstand af prime time og med genudsendelse natten mellem mandag og tirsdag kl. 00.25. Mere hemmeligt bliver det ikke – man skulle jo nødig genere nogen.

Det er få bøger, jeg læser mere end én gang, og det kommer ærlig talt en smule bag på mig selv, at jeg er ved at være igennem David Nicholls’ Samme dag næste år (One Day) for anden gang inden for få måneder. Men hvor ofte støder man på en underholdende roman, der samtidig er rørende og ualmindelig velskrevet, og som ikke er glemt dagen efter?

Emma og Dexter mødes første gang den 15. juli 1988 – St. Swithin’s Day – i Emmas seng efter afsluttende eksamen på universitetet i Edinburgh – en nat, der i første omgang ikke engang bliver til den uforpligtende udveksling af kropsvæsker, de begge har regnet med. Men siden kommer det til at gå helt anderledes. Samme dag hvert år herefter samler romanen op på Emma og Dexters parallelle, somme tider krydsende liv og deres ikke altid lige gode, men stabile venskab. De er gladere, sjovere og bedre mennesker sammen, end de er hver for sig, men de er himmelråbende forskellige, og det bliver deres liv også. Arbejderdatteren Emma flytter til London og bliver servitrice på en elendig mexicansk restaurant, før hun beslutter sig til at flytte sammen med en mislykket, klynkende standup-komiker og blive lærer med litterære ambitioner og en lovende karriere som børnebogsforfatter.

Historien tager en fuldstændig uventet drejning, som aldrig ville få plads i en romantisk komedie. ‘Samme dag næste år’ er klog, sjov, indsigtsfuld og ind imellem ubærligt sørgelig.

Den forkælede overklassedreng Dexter får en fod indenfor i mediebranchen og ender som vært i et rædsomt tv-show, bliver kæreste med sin kvindelige medvært og har svært ved at opretholde tilværelsen uden sex, drugs og sin egen andenrangsberømmelse. Emma lægger afstand til den overfladiske Dexter, der går mere og mere i opløsning, og efterhånden mødes de kun til deres fælles venners bryllupper. Forsoningen/alliancen er muligvis stadig inden for rækkevidde, men som årene går, bliver det mere og mere usandsynligt, at det nogen sinde kan blive til noget. Lige indtil …

Nej, det er ikke Da Harry mødte Sally i ny indpakning. Historien tager en fuldstændig uventet drejning, som aldrig ville få plads i en romantisk komedie. Samme dag næste år er klog, vanvittig sjov, indsigtsfuld og ind imellem ubærligt sørgelig.

David Nicholls’ måde at skrive på har mindelser om Nick Hornby. Ordene flyder så let, at man glemmer, hvor meget hårdt arbejde der ligger bag, og på intet tidspunkt forfalder Nicholls til at skrive den historie, man helst vil læse. For selv om latter- og munterhedsfrekvensen er høj hele bogen igennem, handler den i bund og grund om ensomhed og skæbnens vilkårlige grusomhed – modsætningen mellem ungdommens drømme og de kompromisser, vi ender med at acceptere.

Lone Scherfigs filmudgave af bogen havde international premiere i fredags og kommer op i Danmark den 29. september. Det er derfor, jeg læser bogen igen. Jeg skal se filmen, men må indrømme, at jeg ikke har de store forventninger efter at have set traileren. Jim Sturgess er Dexter, men hvorfor hulen har man valgt amerikaneren Anne Hathaway til at spille Emma fra Nordengland? ‘En hjerteskærende skuffelse’ skrev Los Angeles Times. ‘Smuk på en måde, som kun livet er, aldrig film’, stod der i San Fancisco Chronicle.

Spændende, hvem der får ret. Under alle omstændigheder er bogen stadig værd at læse. Og genlæse.

Side 99-testen

‘Undskyld mig,’ sagde han, men er du ikke pigen fra Ipanema?’
‘Nej, jeg er hendes tante.’ Hun satte sig og forsøgte at komme solcreme på benene på en måde, der ikke fik hendes lår til at blævre.
‘Hvad er det stads?’ sagde han.
‘Faktor tredive.’
‘Du kunne lige så godt ligge under et tæppe.’
‘Jeg vil ikke stramme den på andendagen.’
‘Det er ligesom husmaling.’
‘Jeg er ikke vant til solen. Ikke ligesom dig, din globetrotter. Vil du have noget?’
‘Jeg går ikke ind for solcreme.’
‘Dexter, du er så sej.’
Han smilede og blev ved med at betragte hende bag sine mørke brilleglas; hendes hævede arm, der løftede brystet under badedragtens sorte stof og den lille samling af blød, bleg hud lige over udskæringens elastiske kant. Der var også noget ved bevægelsen, hovedets hældning og den måde hun trak håret tilbage, mens hun smurte creme på halsen, og han mærkede den behagelige kvalme, der fulgte med begær. Åh gud, tænkte han, otte dage mere af det her.

Bonus

David Nicholls’ website
Filmens officielle trailer
Filmens website

Jeg ynder ikke at lege anmelder, men eftersom jeg har meldt mig til Bogudfordringen 2011 hos Bogklubben mener, er der vist ingen vej udenom. Månedens glimrende udfordring har været at læse en novellesamling – af en eller anden grund er det noget, de færreste gør frivilligt – og mit valg faldt altså på Raymond Carver. Dels er Her hvor jeg ringer fra netop blevet genudgivet på dansk, og dels har novellerne fået fremragende anmeldelser. ‘Læs dem for guds skyld’, skriver Kim Skotte i Politiken. ‘Den bedste novellesamling, jeg nogensinde har læst’, jubler Michael i Bogbrokken.

Det er det, der netop ikke bliver sagt, der fortæller mest, og jeg savner simpelt hen en god historie, når jeg læser Carvers noveller.

Desværre har jeg svært ved at tilslutte mig begejstringen ubetinget. Jo, Raymond Carver skriver enestående godt, og måske er han den amerikanske Tjekhov, han er blevet udråbt til. Men for mig er det altså ikke nok.

Carvers prosa, hans øre for dialogen og hans udmaling af uudtalt smerte og glæde er imponerende. De delvis selvbiografiske fortællinger om hverdagsliv i arbejderklassen med druk og mislykkede parforhold er som fotografier, der fanger øjeblikket uden hverken fortid eller fremtid. Herefter er det læserens hovedpine at tolke resten, og det er fint. Men novellerne har ingen egentlig handling og ingen overraskelser. Det er det, der netop ikke bliver sagt, der fortæller mest, og jeg savner simpelt hen en god historie, når jeg læser Carvers noveller. Alt for ofte undervejs i læsningen måtte jeg tage mig selv i at tænke ‘… og hvad så?’ Det er heller ikke en bog, man bliver i godt humør af. Slet ikke.

Novellerne har oprindelig været offentliggjort som magasinnoveller, og måske er det ikke verdens bedste idé at hive dem ud af den sammenhæng. Jeg er sikker på, at de ville have været mere spiselige for mig som almindelig bogsluger, hvis de havde været ledsaget af illustrationer, som kunne tilføje den ekstra dimension, et magasin formår. Eller måske ville det have hjulpet, hvis jeg havde nøjedes med et par noveller om ugen, som Michael er inde på i sin anmeldelse.

Som sagt er Her hvor jeg ringer fra bestemt ikke nogen dårlig bog. Tværtimod er der nærmest tale om opvisning i skrivekunst, og jeg er ikke ude på at lægge mig ud med passionerede fans eller litterære feinschmeckere. For mig blev Carvers noveller bare aldrig nogen fornøjelse at læse. Faktisk åndede jeg lettet op, da jeg var kommet igennem dem.

Bonus

Skulle nogen have mod på det, er der mulighed for at høre titelnovellen Where I’m Calling From i 5 afsnit på YouTube (ukendt oplæser): 1, 2, 3, 4, 5.

Stephen King har skrevet en fremragende – og meget lang – anmeldelse i New York Times af Carol Sklenickas biografi Raymond Carver – A Writer’s Life.

Sondringen stammer fra Tom Kristensens essay Kritiker eller anmelder? fra 1966, som Bredal benytter lejligheden til at genopfriske:

Tom Kristensen opstiller ikke et hierarki mellem de to typer, han siger ikke at den ene er bedre end den anden. Han konstaterer blot, at begge typer findes, og så gør han endnu en iagttagelse, som er skarp og rigtig: Kritikeren holder kun i fem år, mens anmelderen kan blive ved så længe det skal være.

Kritikerens program bliver simpelt hen udpint, uanset hvor godt det er. Det ender for kritikeren med, at hver ny bog blot bliver et påskud for at sige det samme én gang til, og igen og igen og forfra. Bøgerne bliver mindre og mindre, programmet større og større.

Anmelderen, derimod, løber aldrig tør, for han møder nye bøger på deres egne betingelser og kan hele tiden holde formidlingen frisk. Tom Kristensen selv var ikke blot en stor forfatter, han var også en stor anmelder og pressemand i det hele taget. Han kendte pressens grundcyklus, som er fem år.

At Bjørn Bredal betragter Lars Bukdahl som kritiker og ikke anmelder turde være overflødigt at nævne. Han lægger i øvrigt heller ikke skjul på sin mening om Lars Bukdahl, der i det mindste får en verbal røvfuld – når andet nu ikke kan lade sig gøre i et debatindlæg.

Tine Smedegaard Andersen skynder sig at afvise, at hun som forlægger forsøger at fastholde ‘en indbringende ledvogterposition’ på litteraturens område. Men pengene fosser ud af kulturindustrien på grund af piratkopiering, og det er en katastrofe, ikke bare for industrien, men også for kunstnerne, som ikke kan leve af, at folk stjæler deres ting. I sidste ende kommer det til at at gå ud over forbrugerne selv. Et centralt punkt i TSA’s argumentation for at bekæmpe piratkopieringen er risikoen for, at forbrugerne ikke tillægger det, de ikke har betalt for, nogen værdi, og at de derfor vil miste respekten for kunsten.

‘Denne verden, hvor vi fordømmer dem, der bryder ophavsretten, er ligesom i viktoriatiden, hvor alle benægtede, at de masturberede.’

Det er muligt, at TSA personligt ikke er ude i et forretningsmæssigt ærinde, men det klinger en smule hult, så længe man kan opleve, at danske forlag sælger e-bøger med minimale produktionsomkostninger til mindst samme pris som papirudgaverne. Med en så uhyrlig prispolitik kan man i hvert fald være helt sikker på at holde liv i piratkopieringen.

Men spørgsmålet er, om ikke både forlagene og forfatterne (og andre kunstnere) ved at klamre sig til den traditionelle ophavsret samtidig holder kunsten så tæt ind til kroppen, at den ikke kommer den almindelige forbruger til gode, men forbeholdes en elite.

Den canadiske science fiction-forfatter Corey Doctorow har i årevis kæmpet imod ophavsretten og lagt sine egne romaner ud på nettet til fri afbenyttelse og gratis download. Han mener, at det skaber en kultur af kreativitet, som man skal bakke op i stedet for at kriminalisere. Det interessante er, at salget at hans bøger ikke er gået ned, men tværtimod steget, fordi de digitale gratisudgaver har udbredt kendskabet til hans forfatterskab. Han har simpelt hen nået flere læsere, som i mange tilfælde alligevel er endt med at købe papirudgaven af hans bøger. Han har altså ikke lidt noget økonomisk tab. Samtidig har gratisudgaverne fungeret som råmateriale for andre og dannet grundlag for tegneserier, iPhone-apps, oversættelser og blindeskriftudgaver.

Doctorow betragter med andre ord ikke kopierne som krænkelse af hans rettigheder. ‘Jeg kan slet ikke forestille mig at lave kunst i det 21. århundrede, hvis ikke det var meningen, at den skulle kopieres,’ siger han. ‘Hvis folk ikke køber mine bøger i dag, så er det i de fleste tilfælde, fordi de aldrig har hørt om dem, ikke fordi de har fået nogle gratis e-bøger.’

I dokumentarfilmen Rip! A Remix Manifesto, der går ophavsrettens forskellige aspekter efter i sømmene, siger Doctorow: ‘Denne verden, hvor vi fordømmer dem, der bryder ophavsretten, er ligesom i viktoriatiden, hvor alle benægtede, at de masturberede.’ Filmen ligger på YouTube i 9 småbidder, der med lidt tålmodighed kan stykkes sammen til en helhed.

Her argumenterer Doctorow for, at ophavsretten truer demokratiet.

Gratisudgaverne af Corey Doctorows bøger kan blandt andet hentes på Project Gutenberg.

1. Her tænkes på den såkaldte brevmodel, som Kulturministeriets antipiratudvalg har foreslået, og som også kendes fra Storbritannien: Hvis man ulovligt henter musik, film, bøger og computerprogrammer på internettet, får man brev om, at man har krænket ophavsretsloven. Hvis den ulovlige aktivitet fortsætter efter endnu en advarsel, kommer der et retligt efterspil. Forslaget støttes ikke af Forbrugerrådet. ↩

Nu ser jeg til min lettelse, at andre har den samme erfaring med den form for citater. Rick Gekoski, der blogger om bøger i The Guardian, har forsøgt at finde ud af, om der skulle være sagt eller skrevet noget mindeværdigt om at læse bøger, og hvem der i så fald måtte have fundet på det. Han begynder med Maksim Gorkijs ofte citerede udtalelse ‘Alt, som er godt i mig, kan jeg takke bogen for’ og nægter at tage den alvorligt. En snæversynet og sjælsrå bemærkning efter Gekoskis mening. Hvad med hans familie og venner? Er der virkelig ikke kommet noget som helst godt fra dem? ‘Hvis jeg var Gorkijs far, ville jeg stikke ham en på skrinet,’ skriver Gekoski.

Det, vi læser, kan påvirke os afgørende, trænge ind, stimulere og informere os, men ikke altid på den rigtige måde eller på det rigtige tidspunkt, og det er heller ikke altid det rigtige, vi læser om.

Men selvfølgelig genkender man den slags overdrivelser. Man må være lidenskabeligt optaget af et emne for at kunne sige noget så tåbeligt om det. Et forbløffende stort antal bog’elskere’ siger lignende tvivlsomme ting, i det mindste hvis man hiver citaterne ud af sammenhængen, og det gør man. ‘Jeg gør også,’ indrømmer Gekoski og haster videre til Charles Kingsley, som engang har sagt: ‘Med undtagelse af det levende menneske findes der ikke noget mere vidunderligt end en bog.’ Bevar mig vel. Et hvilket som helst levende menneske? En hvilken som helst bog? Er der slet ikke noget, der kan konkurrere? Hvad med blomster? Eller solnedgange? Eller renæssancebygninger? Eller en pastramisandwich med ekstra pickles? Det rene vås, fastslår Gekoski.

Heller ikke Somerset Maugham går fri: ‘At erhverve sig evnen til at læse er det samme som at bygge sig et skjul for næsten alle livets ulyksaligheder.’ Nå ja, næsten. Gad vidst hvilke ulyksaligheder, læsning er et gemmested for og hvilke ikke?

Mere af samme skuffe: ‘Den, der tilintetgør en god bog, dræber selve fornuften’ skal John Milton være ophavsmand til. Hvis man tilintetgør en god bog, er det ganske rigtigt mangel på sund fornuft, men formodentlig findes der andre eksemplarer af bogen, der kan udfylde dens plads. Eller måske mener han det eneste eksisterende eksemplar af en god bog? Men det giver ingen mening.

Sådan kunne man blive ved, og det gør Gekoski både skarpt og humoristisk, før han når frem til konklusionen: man kan argumentere for, at boglig dannelse er en uangribelig kvalitet – selv om man altid kan finde eksempler på det modsatte – men det er lige så sikkert, at læsning ikke nødvendigvis er det. Det, vi læser, kan påvirke os afgørende, trænge ind, stimulere og informere os, men ikke altid på den rigtige måde eller på det rigtige tidspunkt, og det er heller ikke altid det rigtige, vi læser om. En bog er ikke en entydig størrelse.

Gekoski er dog ikke blind for, at hans kritik kan læses som pindehuggeri, men han begrunder sin svada med, at han har mistet tålmodigheden med generaliseringer og højstemt retorik, når det gælder bøger.

Under alle omstændigheder et forfriskende indlæg fra en mand, der om nogen værdsætter bøger. Rick Gekoski driver en eksklusiv forretning i London, der handler med sjældne bøger og manuskripter.

Eftersom jeg selv har et par vægge, der er tapetseret med bøger, er jeg nok også lidt sentimental. Men gammeldags bøger har indiskutabelt også mange fordele. De eksisterer i den fysiske verden. De har en lugt. De er tynde eller tykke og tager plads op. De indgår i boligindretningen. De kan lånes eller lånes ud. Og så fungerer de uden strøm – i hvert fald indtil mørkets frembrud.

Du skal ikke regne med, at der er nogen, der finder på at stille sig op foran din reol for at beundre din Kindle.

En e-bog er derimod uhåndgribelig. Alle bøger vejer det samme, det vil sige ingenting. Eller rettere, de vejer alle sammen nøjagtig det, ens e-bogslæser vejer, og det er ikke ret meget – et af de Amazons mest benyttede salgsargumenter. Også farvel til tilfredsstillelsen ved at have vendt den sidste af de 941 sider i Don Quijote, for der er ingen sidste side at vende (selv om producenten af Kindle nu omsider har fundet ud af at forsyne e-bøgerne med sidetal). Ikke noget med at sætte bogen op på hylden bagefter til alle de andre bøger, du har samlet gennem en menneskealder. Du kan sætte din Kindle derop, men du skal ikke regne med, at der er nogen, der finder på at stille sig op foran din reol for at beundre din Kindle.

Har vi ikke også snart fået nok af at glo på en skærm? De fleste af os gør det jo hele dagen på arbejdet, og når vi kommer hjem, skynder vi os hen til laptoppen for at følge med i alle vores venners vittige Facebook-opdateringer om, hvad de har fået at spise til aften, hvilke pudsige ting, hunden har gjort, eller hvor åndssvag naboen er. Hvis vi da ikke sætter os til at se X Factor. Har vi ikke alle sammen brug for en rolig stund for os selv i øreklapstolen med en tommetyk, smukt indbundet bog i hånden?

Selvfølgelig har vi det. Men sagen er jo, at det ene ikke udelukker det andet. Jeg elsker min reolvæg, og jeg elsker min Kindle. Jeg ville ikke undvære nogen af delene.

Her er 17 gode argumenter for at anskaffe sig en Kindle. Desværre holder de ikke alle sammen stik uden for USA. Med en Kindle kan man i princippet både google og surfe på nettet, og det er voldsomt irriterende, at man er afskåret fra begge dele ’due to restrictions’, fordi man tilfældigvis bor i Europa. Det må snart være på tide at erkende, hvilken tidsalder, vi lever i, og det kan ikke gå hurtigt nok (jeg skulle lige til at tale om globalisering – jeg håber, du sætter pris på, at jeg nærede mig).

Først på året bekendtgjorde Amazon, at salget af e-bøger på Kindle havde overhalet paperbacksalget på Amazon.com. Fra et kulturpolitisk synspunkt er det også værd at notere sig, at unge er begyndt at læse flere bøger, efter at de nu også har fået muligheden for gøre det på Kindle eller iPad. Hvad ingen rigtig snakker om er, at ikke at læse bøger overhovedet stadig er mere populært end både papirbøger og e-bøger, men det er en helt anden historie.

]]> http://bogtyven.dk/?feed=rss2&p=180 4 http://bogtyven.dk/?p=112 http://bogtyven.dk/?p=112#comments Mon, 14 Feb 2011 09:17:55 +0000 Bogtyven http://bogtyven.dk/?p=112 Jeg faldt første gang for din charme i skolen. Det var da jeg opdagede, at du også indeholdt unævnelige ord, der under ingen omstændigheder gik an i en dansk stil, og som pæne borgeres børn ikke brugte, når der var voksne til stede. Ord, som man heller aldrig så på tryk, og som fik mig til at dø adskillige gange i min underskoletid. Af grin. De ikke-eksisterende ord stod alle sammen på dine sider som den naturligste ting i verden. Du hed ikke Nudansk Ordbog for ingenting.

Jeg opdagede, at den, der kunne ord, som flertallet ikke kunne, havde fat i den lange ende. At ord var magt.

Da jeg kom i gymnasiet, supplerede jeg med din fætter Fremmedordbogen. Jeg var gået i krig med en roman af Rifbjerg og havde hårdt brug for assistance. Samtidig fik jeg en åbenbaring. Jeg opdagede, at den, der kunne ord, som flertallet ikke kunne, havde fat i den lange ende. At ord var magt. Jeg besluttede, at jeg ville lære et nyt ord hver eneste dag i året, og selv med mine begrænsede evner som taljonglør nåede jeg frem til, at det ville forøge mit ordforråd med 365 enheder årligt. Hvad kunne det ikke blive til? Jeg var klar til at lægge verden for mine fødder.

Mit nytårsforsæt holdt kun en måneds tid, men til gengæld lovede jeg mig selv, at hver gang, jeg stødte på et ord, jeg ikke kendte, ville jeg slå det op. Siden har vi været uadskillelige, du og jeg.

Skæbnen ville, at jeg havnede i en profession, hvor det er en dyd at undgå fremmedord og udtrykke sig i korte sætninger. Det har jeg altid erklæret mig indforstået med over for dem, der har betalt min løn, men jeg har aldrig været særlig ordholden på det punkt. Der findes fremmedord, der både klæder en sætning og gør meningen tydeligere, og der findes lange sætninger, der er mere præcise end korte. Men sig aldrig til nogen, at jeg har sagt det.

Nu har du fået konkurrenter på nettet, opkomlinge, der forsøger at aflede opmærksomheden fra dine kvaliteter og gøre dig overflødig. Men man kan ikke stole på dem. En stavekontrol med røde bølgelinjer når dig ikke til sokkeholderne. Dens ordforråd er begrænset, dens forslag blottet for logik, og den kan aldrig komme til at ligge på bordet foran mig og udstråle stille autoritet og troværdighed som du i en forvirret tidsalder.

Du er et fyrtårn i tågen.

Mendelsohns angreb på Don Draper & Co. har gjort seriens fans rasende, men også kritikeren og klummeskribenten Dale Peck, som ellers er kendt for ikke at kunne lide noget som helst, er blevet provokeret og giver nu Mendelsohn tørt på i et indlæg på det litterære kollektiv Mischief and Mayhems website.

Mad Men fortæller os ikke noget om 60′erne, som vi ikke allerede vidste, men lader os opleve tiden på en måde, der ikke er set før.

Dale Peck skriver, at Mendelsohn begynder med den rigtige præmis – at serien er blevet urimeligt skamrost – men ‘herefter misforstår han som sædvanlig alting.’

Mendelsohn mener, at Mad Men er ualmindelig dårligt skrevet, plottet er famlende og ofte komplet usandsynligt, personerne åndsforladte og usammenhængende. Seriens indstilling til fortiden er ukritisk, og de medvirkende er næsten uden undtagelse karakterløse og spiller til tider amatøragtigt. Han betegner serien som en sæbeopera, pyntet op med dyre kostumer og koncepter.

Dale Peck går i kødet på Mendelsohn ved at kalde ham en Princeton-uddannet klassicist, der aldrig skulle have lov til at skrive om noget mere nutidigt end fx Suetonius. Mendelsohn ved ikke en snus om det postmoderne publikum, som ganske vist er et problematisk, men også fascinerende fænomen. Et publikum, der er veluddannet, som er mistænksomt og samtidig sentimentalt. Derfor forlanger de at få det, de har lært at være på vagt over for.

Når Mendelsohn påpeger, at Mad Mens fremstilling af tilbagelænet racisme, aggressiv sexisme, formiddagscocktails på kontoret og cigaretrygende, gravide kvinder ikke ligefrem er noget nyt, overser han den indlysende kendsgerning, at det heller aldrig har været meningen, skriver Peck. Mad Men fortæller os ikke noget om 60′erne, som vi ikke allerede vidste, men lader os opleve tiden på en måde, der ikke er set før. Serien inviterer til at hengive os til et verdenssyn, som – uanset hvor politisk ukorrekt det måtte være (med sin racisme, sexisme, homofobi og overdreven materialisme) – var komplet uden fornemmelse for dets egne svagheder.

Vi har alle brug for afkobling og flugt fra den moderne verden, slutter Dale Peck, og i værste fald er Mad Men en gang uskyldigt pladder, et gigantisk stykke tyggegummi eller et ordentligt læs kartoffelmos. ‘Men selv kartoffelmos kan være lækkert med den rigtige sovs, og Jon Hamm er velkommen til at brede sig ud over hele min tallerken, når som helst det passer ham.’

Uanset hvad Dale Peck mener, er både hans og Mendelsohns indlæg interessant læsning. Selv har jeg set de tre første sæsoner af Mad Men med stor fornøjelse og er blevet indfanget. Jeg hører med andre ord til dem, der venter med længsel på, at fjerde sæson kommer på dvd.

‘Vi udbreder demokratiets værdier, ytringsfrihed, tolerance, forskellighed og pluralisme …’

Serageldin, der er uddannet på Harvard og efter sigende noget af en polyhistor, er ansvarlig for et bibliotek, der råder over den mest avancerede teknologi med adgang til 50.000 elektroniske journaler og en bogsamling på over 1,6 millioner bind. Biblioteket har 1,5 milloner besøgende om året og over 700 arrangementer. Selv om biblioteket er underlagt Mubaraks regime – det var Mubarak selv, der lagde grundstenen til biblioteket, og hans hustru sidder i bestyrelsen – har Bibliotheca Alexandrina bevist, at det spiller en central rolle i ‘krigen for egypternes hjerter og hjerner’, som det hedder, og bibliotekets program har fungeret som katalysator for det aktuelle borgeroprør. ‘Vi udbreder demokratiets værdier, ytringsfrihed, tolerance, forskellighed og pluralisme, og jeg håber, det rodfæster sig i den unge generation,’ siger Serageldin.

Den tidligere biblioteksleder Sohair Wastawy har også udtalt sig: ‘Vi har lært mange af de unge, der demonstrerer, at bruge computere og sociale medier, og jeg er glad for at se det brugt i en god sags tjeneste.’

I disse biblioteksfjendtlige sparetider er det måske værd at huske på, hvad netop et bibliotek kan betyde for et samfund. For ikke at sige for hele verden omkring.